Værd at vide

Avlsmål
Mit mål er, at få en god stabil linje med høj levealder og generel sundhed. En ilder bør ikke kun blive 3-5 år, når vi ved, at den typiske levealder kan blive meget højere. Jeg syntes ikke at vi skal acceptere kræft og andre arvelige sygdomme, når det kan være anderledes. Deraf udspringer min lyst til at avle videre på sunde dyr med en god baggrund.
Når det gælder farve vil jeg primært gå efter mørk-almindelig pastel, men også standart kan komme ind over. Farve vil altid have anden prioritet i forhold til sundhed i den pågældende linje.

Generelt om dyrenes hverdag
Mine ildere får primært tørkost blandet over flere mærker som fx vitalin, acana, orijen og ziwipeak. Hvad der ligger i skålen kan godt variere, men det vil til hver en tid være ordentligt kvallitetsfoder med værdierne i orden. Et par gange om ugen bliver der serveret daggamle kyllinger og mus. Som godbidder får de udelukkende tørret kød, vitaminpasta og efa/lakseolie. Der gives i perioder recovery og ducksoup som supplering, hvis dyrene er gået ned i vægt ved fx sygdom.
Dyrene har som udgangspunkt et bur til natten og når de er alene hjemme. Dette er kun for deres eget bedste, da ildere har det med at komme galt af sted, hvis de ikke er under opsyn. Ildere er ikke burdyr og buret skal kun bruges når det ikke er muligt at have ilderne løbende frit. Når der er hvalpe, vil de komme til at gå i løbegård med deres mor.

Om mig som ilderejer
Mit navn er Jill. Jeg er i midten af 20’erne, studerende og bosat i Rødovre. Jeg så min første ilder på grøn koncert som 12 årig og besluttede med det samme, at sådan en skulle jeg bare have! Min mor syntes bare ikke at det var årtiers bedste idé, selvom jeg læste og fortalte om ildere hele tiden, så var hun ikke til at hugge og stikke i. Idéen faldt lidt til jorden og i stedet endte jeg med et hav af ørkenrotter, mus, hamstere og min gamle kat som jeg havde haft siden 6 års alderen. Da jeg flyttede hjemmefra som 18 årig i december 2006 fik tanken om ildere et nyt pust og blot få måneder efter min flytning gik jeg i gang med at søge efter et egnet kuld. Jeg kunne slet ikke vente med at få en lille hvalp hjem og heldigvis blev der født et kuld i marts 2007. Jeg var så heldig at få lov til at følge Chuckys (min første ilders) udvikling fra han åbnede øjnene, hvilket har været en stor oplevelse og givet os et rigtigt godt bånd til den dag i dag. Kort efter Fik jeg 2 tæver, som jeg desvære måtte gå af med i foråret 2008 pga. sygdom. Jeg beholdte Chucky og først i sommeren 2010 fik han en veninde igen. Selvom jeg var klart mere oppe og køre over hende end han var, har de lært at holde af hinanden.

Bag om avlsnavnet
Jeg har i flere år rigtigt gerne ville avle ildere. Det var planen at få i gang i 2008, men pga. sygdom fra min side gik det i vasken. Jeg har derfor lagt det lidt til side i et par år og bare nydt de dyr jeg selv har haft. I 2010 hende jeg Amina hjem som avlstæve. Dog fik både hende og Chucky uheldigvis en maveinfektion fra på et træf, meget kort efter hendes hjemkomst og jeg valgte at gå 9 måneder i karantæne for at undgå spredning. Det faldt desværre sammen med Aminas første løbetid og hun fik derfor et implantat. Det blev taget ud i oktober 2012 og planerne om avl blev endeligt en realitet.
Navnet ’Killer Ferrets’ opstod lidt af en irritation over folk, som altid kommer hen og spørger ”bider den dig ikke?”, når man er ude og gå tur med sine ildere. Chucky – som det oftest har været rettet mod – er den dovneste og blideste ilder nogensinde. Som et ironisk indslag fik han kælenavnet ’dræberen’ hvilket senere blev til ’killer-ilder’. Derfor var det oplagt at navngive opdrættet for ’Killer Ferrets’ også fordi det let bliver glemt, at ilderen fra naturens side er et rovdyr. Sidst men ikke mindst, så har næsten alle mine dyr blevet opkaldt efter mordere de sidste mange år af mangel på fantasi.